(Min fjerde stil i 9. klasse)

Og her er så journalist Peter Jacobsen igen. Jeg skal, som sædvanlig, ikke fortælle om mit arbejde som journalist på en stor lokalradio.

Denne gang heller ikke om et spændende eventyr jeg har været på! Jeg vil derimod fortælle om et eventyr, et rigtigt eventyr, en historie skrevet af Inge Fischer Sørensen.

Den starter som ethvert eventyr med ”der var engang”. Fortællingen handler om en fornem herremand, der havde to stærke og kloge sønner, samt en meget køn datter. Til herremandens gård hørte der enge med sagtigt, grønt græs, som både heste og køer kunne øde af.

Og der var marker med dejligt muldjord. Og hvert år bugnede laderne af det høstede korn. Jo det hele var fint for ham. Tit kiggede han på sit kvæg og laderne, samt sønnerne og datteren, og smilede veltilfreds. Men det var nu ikke lutter lagkage, for han havde den lille, grønne høj, at ærgre sig over.

Væk med den 

Den lå der i det østlige hjørne af den største og mest frugtbare mark, med sine pæne, små træer og blomstrende buske, uden at herremanden havde noget at bruge den til. Den lå der til ingen verdens nytte.

Herremanden besluttede at den skulle væk. Og det talte han med sine sønner om. De mente det samme som faderen. De havde da leget på højen som barn, men nu havde de ikke noget at bruge den til.

Men datteren blev bedrøvet, da hun fik at vide at de ville fjerne højen. Den brugte hun til at sidde på og drømme. Faderen blev næsten sur og sagde at drømme og latter ikke fylder laderne. Datteren kunne ikke gøre noget. De var tre mod en. Men der var andre som havde en mening om det.

Men dem spurgte herremanden ikke. Der var f.eks. Mathias-ét-ben. På sine krykker humpede han hver aften op på højen, og tænkte. På højen glemte han at han kun havde et ben. Den yngste køkkenpige brugte også højen. Her gik hun op for at græde ud, når kokkepigen og de andre piger i køkkenet skældte hende ud, fordi hun var for spinkel og svag.

Den gamle Sidsel-malkekone havde sit bedste minde fra den høj. Her havde hun siddet med en mand, der kærligt havde set hende i øjnene. Nu stod hun dog kun på markvejen og kiggede derop, for gigten nægtede at bringe hende derop.

En anden der brugte højen, var svinepasserens yngste søn, Luse-Lause. Han  måtte finde sig i at andre målte deres magt med hans, Han var ussel og blev drillet. Men på højen blev han forvandlet til en stor fyrste. Hvad med børnene der legede der, og de unge par der lå på højen? Samt markmusene, der boede i højen og fuglene der hvilede ud. Alle dem kunne herremanden havde spurgt. Men det tænkte han ikke på.

Sammen med sønnerne fjernede han højen og bagefter blev der pløjet og sået korn. Da det blev sensommer kunne herremanden så gå veltilfreds ned ad markvejen og glæde sig over kornet samt, at højen var væk.

For ham var højen borte, men andre blev stående ved stedet i lang tid og tænkte tilbage. Det siges at de hørte latter, gråd, lyden af en mand på krykker og andre underlige ting. Man sagde at det hele levede videre mange år efter, at højen blev fjernet.

Udpint jord 

Eventyret fortælles af en fortæller, hvor handlingen i en kronologisk rækkefølge udspilles på landet, hos en betydningsfuld og magthavende herremand. Den foregår omkring herremændendes storhedstid i det 10. århundrede. Selvom den er kronologisk har den også en lille mundsmag af noget ukronologisk.

I linjerne, hvor der fortælles om de personer, og væsener, som herremanden kunne have spurgt om deres mening, hvilket han ikke gjorde, er der eksempler på tilbageblik. For eksempel da der fortælles om Sidsel-malkekone, som for mange år siden sad på højen sammen med en ung mand. Hele eventyret er et flashback, da handlingen ikke forgår i nutiden.

Grunden til at fortællingen ikke er en rigtig novelle ses på skriften. Man kan også bare se på indledningen, som har den obligatoriske start for et eventyr. Denne tekst kan i dag fortolkes som en indirekte opfordring til at man skal leve mere med naturen end at udnytte den.

Men i denne sammenhæng er der ikke tale om skader på naturen, eller en form for forurening, men en anden måde at bruge den på. Jorden kan jo godt holde til at der dyrkes afgrøder. Men på længere sigt kan jorden blive udpint, hvis der hvert år dyrkes de samme afgrøder på stedet. Men det ved en god landmand jo nok.

Plus og minus 

Men der er også tale om nostalgi. Grunden til at datteren og de andre gerne vil beholde højen er, at de alle har deres egen personlige tilknytning, og minder, til den. Og de kan jo alle stort set godt undvære højen. Det er også et spørgsmål om han behøvede at dyrke mere. Laderne var fulde i forvejen. Kunne han ikke undvære en lille bitte smule, til de romantisk tænkende? Vi ser i dag at vi i Europa har store overskudslagre.

Om højen er der både brugt plus-ord og minus-ord, men det er ikke de samme personer som benyttede begge slags ord. De negative minus-ord blev brugt af herremanden og sønnerne. ”Den ligger der bare og er ingen nytte til”, er et eksempel der taler for sig selv.

Plus-ordene, som f.eks. fortæller at højen var køn med pæne træer blev brugt af de andre. Nå ja, herremanden var da ikke blind for at se, at den lille høj var køn. Herremanden var en rig og veltilfreds mand, som nok også var kærlig, men han havde da også et temperament.

Han tænkte økonomisk og brød sig nok ikke om at bruge særlig mange penge. Han ville have så meget ud af sine marker som muligt. Sønnerne havde samme tankegang og holdt med faderen. Men det er nok mere ligegyldigt for dem.

Magten 

De er ligeglade med om højen er der eller ej. Det er mere at de vil vise søsteren, hvem der har magten. Hankønnet! Men hvor meget mandschauvinistiske er de? Nok ikke særlig meget. De er bare unge mænd! Men alligevel er de nok mere mandschauvinistiske end folk er i dag, da holdningen dengang var en anden.

Datteren opfører sig som en pige. Hun tænker anderledes og bruger tid på at dagdrømme. En mor ville nok have sympati for hende. Men der er ingen mor, ifølge de oplysninger eventyret giver. Hun er muligvis død efter at have haft en sygdom. Måske en, der i dag kan helbredes.

Eventyret er som et eventyr skal være. Den er skrevet i høj stil, hvilket betyder at det skrevne virker lidt ”tungt” eller sagt på en anden måde, så er det en lidt gammeldags skrift. Men dog ikke mere end at den er let nok at læse.

Selvom det er skrevet i et lidt gammeldags sprog, hører det til blandt de nyere eventyr. Og det er interessant læsestof, også selvom man foretrækker ungdoms- og kriminalromaner, som har en anden hensigt, der dog også er en mening i.

Naturen, hvad med den? 

Eventyret er en god lille historie, med en god hensigt, nemlig at fortælle om menneskerne og naturen. Uden natur er der ingen mennesker, som også er en del af naturen!

Om forholdet mellem mennesket og naturen kan der siges meget. I dag forstår mennesket at udnytte resurserne. Fra at leve med naturen, med naturmedicin og håndværk er der sket en rivende udvikling så vi i dag udnytter naturen, til vores egen fordel. Vi lever i dag i den industrielle verden. Men vi må heller ikke glemme, og ødelægge, naturen.

Man kan få associationer om tidernes morgen på jorden og hvordan det er nu, hvor alt er forandret. Dog ikke naturens kredsløb, til en vis grad. Menneskerne kan jo mere og mere blande sig i, og ændre, tingene.

En god lille historie. Skal man ændre i naturen? Der skal da være en udvikling ellers bliver livet for kedeligt og det hele går i stå. Men det må ikke gå over gevind, hvilket det heller ikke gjorde i denne historie.

Dette er så det sidste du vil høre til Peter Jacobsen for denne gang. Men ikke bare for denne gang. Det jeg vil frem til er, at jeg nu vil sige farvel til jer, trofaste læsere. Og det er svært!

Men jeg har nemlig besluttet at leve mere med naturen, slappe af og bare arbejde som journalist inden jeg skal på pension. Nu har jeg jo været på en del eventyr og vil prøve at få ryddet op i alle mine sager. Men når jeg så går på pension vil jeg nok komme til at kede mig. Jeg har jo svært ved at slappe af!

Så det kan være at jeg kommer til at opleve mere spændene. Min kone, Marie, tror ikke på at jeg ikke vil rode mig ud i noget  Så hvem ved, måske høres vi ved igen! Men indtil videre vil jeg sige farvel!