Et skud.
Iraneren er myrdet. Han blev ramt i venstre tinding og ligger nu på madrassen på gulvet.
Ovenstående er det der hedder en en indledning. Men er det fra en bog? Næ, det er såmen virkelighed. Noget jeg skrev som journaliststuderende.
Men det kunne lige så godt være fra et filmmanusskript. Og så kunne instruktøren og kameramanden diskutere, om det skulle filmes i et knæskud eller profil-skud. Film- og tvfolk er glade for at skyde, mens radiofolk altid “går i luften”.
Tja, nu har jeg forhåbenligt fået din opmærksomhed, for det var bare det jeg ville. For en god historie, skal have en god indledning, eller et godt anslag, som det hedder i filmsprog.
En film er 25 billeder i sekundet. En film er en masse indstillinger, der afbrydes af en masse klip. Og så er der nu til dags også lyd på og nogengange computeranimationer. Men en film er også en god historie.
Om du fortæller en historie, skriver en bog eller skiver på manuskriptet til en film, eller såmen laver en hjemmeside, skal du fange dit publikum ind i dit net, som er din gode historie, som bliver endnu mere spændende jo længere tid du bruger af publikums tid.
Både forfattere, journalister og filmfolk, forholder sig til Berettermodellen. Det er en teoretisk model, som skal få tingene til at ske i den rigtige rækkefølge.
Anslaget – her skal du gerne fange publikummet ind i dit net. Historiens hovedtema bliver slået an, og publikum skal gerne blive nysgerrige og fortsætte med at bruge deres tid på dig.
Præsentation – Personerne og deres indbyrdes forhold præsenteres, vi lærer folkene og problemerne at kende.
Uddybning – konflikten bliver tydeligere.
Point of no return – Nu ved vi det hele (tror vi) og vi må bare se hvordan det ender.
Konfliktoptrapning – Hvis det er en god film, viser det sig nu, at vi ikke ved det hele :o)
Klimaks – højdepunktet – vi kan nu afgøre om det endte godt eller skidt.
Udgang – så skal vi bare lige have historien afsluttet , et lille sving med halen, til at puste ud, til eftertænksomhed. Sådan, det var det. Det var den historie.
Det er altså en spændingskurve. Rækkefølgen er bestemt og vi kan så bestemme hvor mange af elementerne vi vil bruge. Anslag og klimaks er de vigtigste.
..og vi stiller nu om til Hadleyville:
Filmen Sheriffen (High Noon) har et forhold til begrebet tid, der er, at den udspilles i realtid. Vi ser hele tiden et ur der viser hvad klokken er. I mellem kl. 11 og 12 venter vi på filmens klimaks, der starter med middagstoget der ankommer med skurken.
Det fungerer godt med filmens realtid, og når den der viser filmen så har været så genial at vise filmen klokken 11 om formiddagen giver det en ekstra dimension i tid. Det fungerer som en “live”-udsendelse!
Filmen forholder sig godt til berettermodelen. Den har et anslag med en masse setups. Alene “sheriffens sang” begynder man at spekulere over. Hvem handler den om? Man ved ikke på dette tidspunkt, det er sheriffen.
Så er der de tre desperadoes der samles søndag formiddag, for at vente på deres løsladte ven. Nu har vi bevæget os over i præsentationen. Point of no return er, hvor sherif Kane og sin kone vender om for at køre tilbage til byen, da Kane simpelthen må møde sin fjende.
Herefter optrappes konflikten, og vi får mere og mere at vide om byen, den jaloux vicesherif, Kane, Kanes tidligere veninde, og fjenden der ankommer med toget.
Så ankommer Frank Kanes fjende, Frank Miller, og vi får det endelige opgør mellem de to Frank’er. Kane vinder og filmen ender med en happy end.
(Dette er fra en opgave fra da jeg gik på højskole)
Undervejs i en film kan man blive overraskede af eksempelvis eksplosioner. Det kaldes Surprise. Men man er endnu mere dygtig hvis man benytter sig af det der hedder Suspense – trækker pinen ud.
Vi ved på forhånd, at der vil komme en eksplosion, men til gengæld er der en dreng i lokalet, hvor bomben er, som ikke ved det. Når han at komme ud? Det var det Alfred Hitchcock benyttede sig af.
Et andet fagord er setup – du planter et spørgsmål hos publikum, og så skal svaret også gerne komme på et tidspunkt i filmen. Det hedder payoff. Planter man et setup uden at komme med payoff, gør man publikum frustrerede. Så det må man altså ikke!
Mine yndlingsinstruktører
Hvilke filmtyper jeg selv kan lide? Gode komedier og kærlighedsfilm, gerne med sort humor, er lige mig. Jeg er en rigtig romantiker :o)
Jeg elsker film, om folk der elsker hinanden, men også film med plat humor. Her er Leslie Nielsen en god komiker, synes jeg. Men alt kan jo ikke være plat eller uskyldigt og naivt. Jeg har også brug for action og eventyr. Science Fiction og overnaturlige ting.
Hvilke filminstruktører jeg er fascineret af? Der er blandt andet Luc Besson, kendt fra film som Leon, Dybet og Det femte Element.
Derudover den amerikanske David Lynch og den danske Lars Von Trier. Alle sammen nogle der, har jeg ladet mig fortælle, producerer såkaldte postmodernistiske film.
David Lynch brød igennem, med sin tv-serie Twin Peaks og filmen Vilde Hjerter (Wild at Heart). Han er en pæn, borgerlig amerikaner at se på, og som er fascineret af møbler af træ.
Men er alligevel også en person, der provokerende laver film om det erotiske og mystiske. Han viser det, vi ikke vil vide af, det uhyggelige, de skjulte, mørke kræfter. En underlig og gådefuld mand, der kommer ud på den anden side af virkeligheden, da han benytter sig af såkaldt surrealisme i sine film.
Det får nogle til at falde fra. Men han er faktisk meget realistisk: Han åbner op for bylden, lade det onde stikke frem, hvor vi helst kun vil vide af det gode. Han viser, at der bag de pæne facader, kan være mange hemmeligheder. Han får os til at huske, ikke at være for naive.
Sproget er mange gange kliche-agtigt, men allligevel ligger der nogle dybe tanker i det, som på den måde bliver udtrykt. Personerne i filmene har flydende grænser for hvad der er normalt og hvad der ikke er. Intet er som det ser ud til at være.
Alting flyder i hans universer. Det kan tolkes som en beskrivelse af et samfund under forandring, eller som et samfund der nærmest ikke er der, da de tradionelle værdier og autoriteter er væk.
Et fremtrædende element i Twin Peaks er Angelo Badalamentis stemningsfulde musik, som Lynch – ifølge Danmarks Radio- bestilte hos komponisten på denne måde:
“Skriv et tema, som starter smukt, mørkt og ildevarslende, så man føler de store skove om natten med ugler og uhygge. Tilbageholdt og langsomt. Lad det glide over i en vidunderlig, stigende melodi, som flår i hjertet, og så langsomt tilbage til denne uheldsvangre stemning, så man ligesom fornemmer den myrdede Laura Palmers to sider”.
Twin Peaks inspirerede Lars von Trier til tv-serien Riget. Det er en spøgelseshistorie, så igen er det det mystiske og det overnaturlige, og det er fascinerende synes jeg.
Det onde er fascinerende og let at skrive om og lave film om, synes han. Enig. Ligesom det altid er nemmere at være negativ end positiv.Som filminstruktør får man magt over sit eget univers og i Riget begynder han at tænke mere på skuespillerne end førhen. Han bruger simpelthen skuespillernes image, til at opbygge filmens personer.
Min navnebror bryder med de traditionelle regler for klipning og bruger håndholdt kamera. Forfriskene synes jeg. Han har altid lavet internationale film på engelsk, men blev kendt i Danmark med tv-serien Riget, og herefter filmen Breaking the Waves. Igen en international film.
Lars von Trier skaber en fremdrift med at bryde klippereglerne, og provokerer ved at blande det sexuelle med det religiøse. Han har en galskab, der udspringer af, hvordan han blev opdraget.
Han fik en meget fri opdragelse som barn, og blev meget selvstændig, var sin egen autoritet. Han tror ikke så meget på skolesystemet, hvor man sidder ned på en stol alle de år. Han tror mere på workshopper, hvor man prøver sig frem og lærer af sine erfaringer. Noget som jeg sådan set er enig med ham i.
Hvordan man burde være og hvordan man er, er noget der interesserer ham. Han er en mand der aldrig lyver, da han så ville svigte sine idealer.
“Jeg har svært ved at forstå kvinder” er et citat fra Lars von Trier. Og ja, hvilken mand har ikke det? 🙂
Et skud – igen.
Og hvilket skud? Det er spørgsmålet. For har vi et godt manus, som manusskript bliver forkortet til, skal vi til at lave en drejebog. Det er en tegneserie, der viser alle indstilingerne i filmen.
Skal manden der kommer hoppende på tungen ud af bybussen filmes oppefra i fugleperspektiv eller nedefra i frøperspektiv, eller bare ganske normalt? Det kommer an på, hvad meningen er med, at han skal komme ud fra bussen hoppende på tungen.
Har det ikke den store betydning filmer vi helt normalt. Er han den lille desperate mand i en stor, ond verden, filmer vi oppefra. Men er han vores store helt, der prøver at score pigen i sit liv, filmer vi nedefra, så han virker stor og betydningsfuld.
Andre fagudtryk er panorering og kørsel fra den ene side til den anden. Panorering er når du drejer hovedet, som du vil gøre det hvis du var tilskuer til en tenniskamp. Ved en kørsel vil du gå sidelæns hele vejen fra den ene side til den anden side på tilskuertribunen, for at følge bolden. (Det kunne jeg godt tænke mig at se, he he).
Der er også noget der hedder zoom og kørsel frem og tilbage. Du kan zoome ind på en af spillerne, eller du kan køre ud til spilleren. Ved at zoome generer du ikke nogen, hvilket du nok ville gøre ved en kørsel. Du kan også tilte op og ned af nettet ude på banen, eller med en kraning, køre op og ned.
Et billede har et naturligt tyngdepunkt i højre side. Så det gælder altså om at skabe balance. Tænk på skærmen som en vippe. Hvis du propper for meget ind i højre side, vælter billedet. Sørger du derimod for, at placere noget til højre og noget til venstre, kommer det til at balancere. Det er ren kunst, du – ren balancekunst!
Derudover skal du sørge for at der er luft i menneskers tale- eller bevægelesesretning.
Og hvordan skal vi så skyde? Et nakkeskud? Det er når vi filmer en person bagfra, mens profilskudet er fra siden. Filmer vi to på en gang hedder det et to-skud. Alle disse skud er slang for billedbeskæringerne.
Et oversigtsbillede med en person omgivet af et miljø, hedder en supertotal, mens et helt menneske hedder en total. Halvtotalen er også et knæskud, hvor personen altså er er beskåret under knæerne.
Og det er altså kun i kameraet personen bliver beskåret. Ingen mennesker lider unødig overlast under optagelserne og kan, for det meste, selv gå derfra. 🙂
Et brystskud – eller halvnær, ja det er overkroppen. Et nærbillede er personen og personens hals. Supernær er det meste af ansigtet, mens ultranær eller close up er en enkelt detalje. De to sidste skud, kommer til at virke meget intenst for seeren. Bare et enkelt vip med øjenbrynene kan virke som et jordskælv.
It is finished. – de engelske citater rundt omkring er alle fra film af David Lynch –
Så blev vi så meget klogere.
Vi er blevet oplyst, ligesom film også gør. Men film er også underholdning og afslapning. Der er jo ingen grund til at overanalysere alting. Andetsteds på dette netsted er der links, for dem der er bidt af en gal instruktør eller faldet over en film. Alle andre, går i biografen eller lejer et par film, og køber cola og popcorn :o)
Inspiration: Disse skriblerier er skrevet udfra min viden fra undervisning, diverse bøger (blandt andet Anne Jerslev: David Lynch i vore øjne), artikler og tv-udsendelser fra Danmarks Radio. |