(Min tredje stil i 8. klasse)

Endnu engang har jeg, journalist Peter Jacobsen, oplevet store ting i min sommerferie. Endelig havde vi, min kone og jeg, taget os sammen til at bestille to billetter til et krydstogt i Stillehavet.

Først fløj vi til USA’s vestkyst, hvor vi blev to dage i Californien. Så kom vi ombord på krydstogtskibet. Første stop var Hawaii-øerne, hvor vi blandt andet så vulkaner. Men så skete det.

Det var eftermiddag og vi var sejlet fra Sydney i Australien og på vej mod Filippinerne, og videre fremad i krydstogtplanerne, da der kom et uvejr. Bølgerne kom op i flere meters højde, og folk blev i kahytterne.

Men jeg skulle jo lige ud og se på naturens kræfter. Jeg havde lige taget en ny film i mit fotografiapparat og ville tage det med udenfor, for at tage nogle billeder. Jeg tog også min lille båndoptager, med mikrofon, med ud. Jeg havde slæbt det med på rejsen, selvom Marie, min kone, syntes det var lidt fjollet.

Det hele havde jeg i min vandtætte fototaske, som fulgte med mit kamera da jeg købte det.

Hvorfor den var vandtæt, vidste jeg ikke, men heldigvis var den det. For mens jeg stod på dækket kom der pludselig en kæmpebølge, og tog mig med ud i havet. Jeg råbte: Mand over bord, flere gange, men ingen hørte mig. Så begyndte jeg at svømme hen mod skibet, men jeg kunne ikke komme op. Jeg svømmede lidt rundt for at finde ud af noget.

Pigen med det røde hår 

Så så jeg en lille ø, længere fremme, og begyndte at svømme rygcrawl hen mod den. Pludselig mærkede jeg et slag i baghovedet, og det sortnedes for øjnene af mig.

Da jeg vågnede igen fandt jeg mig selv liggende opad en sten lige ved strandkanten. Jeg rejste mig op og fandt ud af, at jeg befandt mig på en lille ø. Hundrede meter ude lå endnu en lille ø, der var mindre end denne. Heldigvis var fototasken stadig lukket, og jeg satte mig i sandet, og åbnede tasken.

Jeg afprøvede båndoptageren på den måde, at jeg satte et bånd i. Jeg havde hjemmefra taget et bånd med, med Dodo and the Dodos, og havde på Hawaii købt et bånd. Dem havde jeg også i fototasken. Jeg tændte for båndoptageren, og snart drønede ”pigen med det røde hår” udover øen.

En flok fugle – det var grippe – lettede, så jeg slukkede igen. Det var første gang jeg havde afprøvet den vandtætte taske, men den holdt sig tør indvendig.

Lyden af min ”roden rundt”, havde gjort nogle  store kæmpeskildpadder nysgerige. (jeg kan lige sige, at det ikke var Ninjapadderne!) De kom helt hen til mig og snusede. De var meget godtroende. Jeg fik taget nogle gode billeder, og jeg tændte for båndoptageren og fik dem til at snuse til mikrofonen.

Papaya 

Lidt senere fandt jeg ud af at øen var ubeboet, altså en øde ø. Den lignede toppen af en gammel vulkan.

På øen var der eksotiske planter og træer, som for eksempel træet Papaya, med saftige melonagtige frugter. De smagte godt. Saftigt og sødt. Ellers var der forskellige planter, som jeg ikke rigtig kender.

Af dyr så jeg blandt andet flamingoer, skildpadder og papegøjer. Heldigvis var der mange kokos- og papayatræer, som kunne forsyne mig med frugt.

Måske var der også andet spiseligt, men jeg turde ikke prøve mig frem, for jeg kunne jo ikke vide om noget var giftigt eller ej, hvis jeg ikke kendte det. Mit ur var ikke vandtæt, så det virkede jo ikke længere, men jeg vidste at her omkring blev det pludseligt mørkt ved 18-tiden, så med det samme jeg så solen gå ned, fandt jeg en lille plet i yderkanten af den lille jungle på øen, ud mod stranden.

Jeg fandt nogle store blade og lavede et lille leje jeg kunne ligge på, og håbe på at ikke al for mange slanger blev interesseret i bladskjulet.

Nøgenbadning 

Næste morgen vågnede jeg overfyldt med mygstik. Ikke dem vi kender her hjemmefra, så jeg vidste ikke hvor farlige de var. Jeg var også helt forsvedt, så derfor tog jeg tøjet af, og gik ned til stranden for at bade.

Nu var uvejret væk, og jeg kunne roligt svømme rundt om øen. Den var ikke særlig stor. Bagefter svømmede jeg over til den endnu mindre ø. Der fandt jeg nogle blade, ikke figenblade, og brugte dem ligesom Adam og Eva havde gjort.

Så svømmede jeg tilbage og løb rundt om øen for at blive tør. Da jeg kom tilbage til min ”bolig”, lå der en slange på mit tøj.

Da jeg forsigtigt nærmede mig hvæsede den af mig. Men da jeg trampede i jorden forsvandt den. Jeg rystede tøjet og skyndte mig at tage det på, før der lagde sig en ny slange, som kunne ”føle sig hjemme”.

Dagen gik med at slukke tørsten med papayafrugter, køle sig af i vandet, optage lydindtryk med båndoptageren og fotografere. Og selvfølgelig også med at gå på  opdagelse.

Hammer og mejsel 

Jeg gik op på toppen og så ud over havet. Ude i det fjerne kunne jeg se New Zealand. Jeg fik helt hjemve og kom i tanke om, hvordan Marie mon havde det. På den anden side var jeg også helt blevet lidt forelsket i øen, også selvom man skulle passe på de frække aber.

Derfor ledte jeg lidt efter, efter en lidt aflang sten og en rund sten som jeg kunne bruge som hammer og mejsel. Og underligt nok var der lige sådanne to sten som kunne bruges. Og der var også en sten jeg kunne mejsle i.

Jeg skrev: Peter Jacobsens ø, og så årstallet og gravede stenen godt ned i sandet. Men så var det også ved at være sent. Jeg fangede en nysgerrig abe, som var henne ved stenen. Jeg slog den ihjel med en anden sten. Der var mange aber på øen, og det var ikke en af de yngste jeg fik fat i. Når de indfødte spiser aber kan jeg vel også. Dens nødsskrig fik de andre aber til at forsvinde.

Jeg fandt noget træ og lavede et bål. Ilden kom fra to små stykker træ jeg gned mod hinanden. Det tog længere tid end en tændstik ville have gjort. Da indvoldene var taget ud, stak jeg en pind igennem aben og holdt den ind over ilden. Kødet smagte egentlig godt. Da jeg var halvvejs færdig, så jeg pludselig et skib et stykke ude.

Rugbrød og selskab 

Jeg skyndte mig at tage mine danske shorts af – Min Hawaiiskjorte fra Hawaii ville jeg ikke bruge –  og fik nogle fugtige blade på bålet, og røgsignalerede, med shortsene, ud over havet.

Men skibet sejlede videre, så jeg spiste færdig og gik i seng. Jeg prøvede at holde ild i bålet hele natten, for at holde slangerne væk. Og apropos ild, så var det som om at en masse små ildkugler fløj rundt omkring. Det var ildfluer. Da jeg vågnede næste morgen havde jeg kun fået to ekstra mygstik.

Jeg tog mit morgenbad, og var også en tur ovre på den lille ø. Som morgenmad ”drak” jeg en papayafrugt, for de er jo meget saftige. Men alligevel var jeg begyndt at savne lidt frisk vand, og mad som vi kender, for eksempel rugbrød. Og også selskab.

Jeg tog en masse naturbilleder og optog flere lydindtryk. Et stykke tid efter at solen havde stået højst på himlen, hørte jeg pludselig lyden af…en helikopter.

Robinson 

Da den kom nærmere, smed den en rebstige ud. Jeg pakkede mit udstyr sammen, og kraniet af aben jeg havde spist. Resten af skelletet havde jeg gravet ned.

Aberne var blevet lidt nysgerrige igen, og én unge vinkede til mig. Jeg vinkede også, og råbte: Farvel, kære ø, så højt at de nærmeste skildpadder trak hovedet ind i skjoldet. Jeg tørrede de fugtige øjne med fingerne, og kravlede op ad rebstigen.

Hejsa Robinson Crusoe, smilte den ene af piloterne i redningshelikopteren. Først nu kom jég i tanke om klassikeren Robinson Crusoe. Vi fløj til Filippinerne hvor krydstogtlineren lå. Undervejs fortalte jeg piloterne om mine oplevelser. Der hvor de grinede mest, var da jeg fortalte om stenen med mit navn, jeg havde sat op.

Marie var lykkelig over at se mig igen. Det undrer mig nu ikke, men jeg havde jo haft en ekstra lille oplevelse. Beviset? Ja, det er jo billederne, båndene jeg har optaget på og abekraniet.

Efter en fest på skibet, sejlede vi videre rundt i Stillehavet, inden vi kom til USA, hvor vi blev i en uge. Men så skulle vi også hjem at arbejde igen.