(Min fjerde stil i 8. klasse)
Stedet er en eng i Jylland, I Danmark. Der ligger tre skure, hvor jeg, journalist Peter Jacobsen, skal holde til i en weekend.
Som noget helt nyt og utrationelt skal jeg lave to udsendelser om den danske fjord- og engnatur, boende ved tre gamle hyttter. Jeg kom fredag eftermiddag i en gammel ford. Det skulle jo passe ind i miljøet!
Allerede fra morgenen af, havde der været optræk til storm, så jeg skyndte mig derud. Hytterne er nogle gamle skure som fjordfiskerne brugte, og en enkelt er der endnu. Det er hans tre skure jeg har fået lov til at opholde mig i.
Jeg gik rundt på den sumpede eng. Det var forår, og solen havde skinnet et par dage. Men i dag var det overskyet. Lidt senere kom ejeren af skurene. Han er 76 år så han kunne fortælle om fjordfiskeriet før og nu. Og det gjorde han så mens båndoptageren var tændt. En time efter gik vi ud. Det var begyndt at blæse kraftigt, så jeg tog vindhætten på mikrofonen.
Håndbremsen
Vi gik rundt på engen og snakkede. Den 76-årige fjordfisker kommenterede også vejret. Et blæsevejr som nu, var ikke ukendt for ham. Da vi kom tilbage til skurene var blæsten oppe i nærheden af kuling, tippede vi på.
Det generede ikke ham, og jeg er da noget hærdet, så det var jeg også ligeglad med. Indtil jeg så, at den gamle Ford var trillet cirka 20 meter.
Jeg havde ikke trukket håndbremsen. Jeg kørte bilen i læ, bag en af hytterne. Vi skulle lige ind og have varmen, så jeg tilbød fjordfiskeren en gammel dansk. Efter han var taget afsted igen, fandt jeg mit stormkøkken frem. Jeg hældte sprit i beholderen, åbnede en dåse dåsemad, skar et par skiver franskbrød, og efter det var sat over, hentede jeg en grydeske til at køre rundt med! Jeg fik for resten forloren skildpadde.
Da jeg havde spist indtalte jeg lidt på båndoptageren, hvorefter jeg lavede mig et krus te, fandt nogle chokoladekiks, og gav mig til at læse i Jyllandsposten. Den blev stærkt efterfulgt af Anders And-blade.
Jeg fortalte lidt om hytterne til båndoptageren, inden jeg hoppede i soveposen. De er lavet af træ, og denne, som var en slags stue, var isoleret med stanniol! Nu bliver de mest brugt til opbevaring af garn, naturligvis fiskegarn. Det stormede udenfor og vinden pep om hjørnerne på skurene, så det tog lidt tid inden jeg faldt i søvn.
Præstekraver og terner
Næste morgen blæste det stadig. Vinden havde dog aftaget noget. Det fortalte jeg blandt andet til båndoptageren. Jeg lavede mig et krus te og nogle ostemadder, og nåede lige at komme i tøjet, inden ”fuglemanden” kom.
Jeg havde aftalt med en ornitolog at han skulle komme klokken fem om morgenen, så vi kunne komme ud og se på ”fjord- og engfugle”. Vi så blandt andet fire præstekraver og en flok på cirka sytten terner.
Da vi kom hjem ved otte-tiden, tilbød jeg også ham en gammel dansk. Da ornitologen var taget afsted igen, tog jeg en lille brik juice og nogle kiks og gav mig til at skrive nogle stikord ned, om hvad jeg indtil nu havde oplevet på turen.
Omkring en time senere ringede jeg, på min mobiltelefon, hjem til radioen og fortalte kort om turen og vejret, i en direkte telefonsamtale. Til slut foromtalte jeg naturligvis mine to programmer om turen. Lidt senere kørte jeg ind til en kro i nærheden og fik frokost. Da jeg kom tilbage, begyndte jeg at rydde lidt op, inden jeg skulle få det sidste besøg her på turen.
Storm
”Insektmanden” som jeg kaldte ham var botaniker, og han kunne fortælle lidt om insekter ved fjorden og engen. Der er blandt andet myg, som de fleste nok ved!
Da han var forsvundet igen, tog jeg mine ting ud i bilen, og kørte hjemad. Jeg skulle lige indenom fjordfiskeren og aflevere nøglen til skurets hængelås. Nu var det min tur at blive tilbudt en gammel dansk. Inden jeg kørte igen, forærede jeg ham en flaske snaps, som tak for lån.
Der var endnu en gang optræk til storm på vejen hjem. Der begyndte en anden slags storm, da jeg kom ind på radioen. Dog af lidt mindre styrke. Chefen var lidt utilfreds med mine programmer. De var gode nok, men ikke så lokale som de kunne være. Det vil jeg tænke over! På gensyn eller genhør.