(Min første stil i 8. klasse, tilbage fra 1990)

”…og det var nyhederne”, sagde Peter Jacobsen. Det var det.

Så var der lige fjorten dages sommerferie. Peter Jacobsen er journalist på en af Danmarks store lokalradioer, og nu havde han altså sommerferie. Han havde, sammen med sin kone Marie, lejet en sommerhus ved en strand i Vendsyssel.

De havde endnu ingen børn, for som Peter nogen gange sagde for sjov: Man skal nyde livet, så længe man har det. De blev gift for to år siden og har endnu ikke tænkt særlig meget på det. At være journalist et forholdsvis stort sted kræver jo også noget. Der er ikke altid så meget fritid.

Næste morgen kørte de af sted til det varme nord. Det lyder måske lidt mærkeligt, at der er varmt nordpå. Men i det danske nordlige, også kaldet Vendsyssel, er der jo varmt for det meste. De fleste skyer fra Norge har jo ingen regn med. Det fik Norges fjelde. Nå, men nu var de jo på vej. Peter havde taget en båndoptager med,  hvis der skulle ske lidt som han kunne optage til radioen.

To øl op af tasken 

Peter er venlig og selvfølgelig som journalist også lidt fræk. Han er også modig og tør sige sin mening. Marie synes at han altid siger tingene på de rigtige tidspunkter. Han er også en god kok, kan vaske op, vaske tøj, men til gengæld er han ikke særlig god til praktiske ting.

De kan begge to godt lide hinanden meget, men de er jo også gift. De har aldrig tænkt på at skilles igen. Det er jo ret almindeligt efterhånden. Sådan noget snakker de ikke om. Men ganske kort, så synes de, at de har det godt og lykkeligt. Nogle gange kan man jo være træt, og der kan være problemer på radioen.

Det meste af vejen til Vendsyssel sov Peter, for det var Marie der kørte, og det første hun gjorde da de kom til sommerhuset var at trække to øl op af tasken, som de så sad og nød på terrassen i det varme vejr, før de pakkede ud.

Et mindre brag 

Ved den strand de boede nær ved, var der dagen før de kom, begyndt en strandfest, som varede hele ugen. Imens en robådskonkurrence var i gang, lyd der pludseligt et mindre brag. En bil, på stranden, havde drejet omkring en række biler, måske lidt for hurtigt. I  hvert fald var han så uheldig at køre lige ind i en modkørende knallert.

Først kom ambulancen, kranvognen til at tage bilen med, men politiet var lidt forsinket, fortalte Falck.

Der var netop sket et bankrøveri i Hirtshals. Politiet havde faktisk ingen spor at gå efter, og Peter og Marie, som naturligvis så Tv-avisen om aftenen blev meget forbavsede, ligesom  mange andre – endda over hele landet, Færøerne, Grønland og Skandinavien, at udbyttet for røverne blev på ikke mindre end 3 milliarder kroner. Det skal lige siges, at to lottevindere for cirka fire dage forinden havde indsat et par millioner kroner.

Flugtbilen 

Næste morgen opdagede havnevæsenet den stjålne bil, et mørkt sted på havnen, som var blevet brugt som flugtbil. Nu kan det nok være at Peter fik travlt med båndoptageren.

Han gik på opdagelse efter lottovinderne. De kunne ingen penge få, hvis det ikke blev opklaret. Marie var ikke så vild med at han havde båndoptageren med. Hun mente de var på sommerferie, hvad de jo også var. Men hun var gået med til det og det viser sig senere, at det var en god ide.

Senere fik Peter fat i havnevæsenet og spurgte dem lidt om sagen. Senere ringede Peter til det lokale politi. – Ja, hallo. Det er journalist Peter Jacobsen. Er det muligt jeg kan komme og besøge jer og få lidt at vide…få en lille snak om denne røverisag?

– Jaa, svarede politimesteren lidt tøvende. Så lad gå da. – Parat, spurgte Peter en halv time senere, parat til at trykke på knappen. – Ja, svarede politimesteren lidt nervøst. Han var lidt bange for mikrofonen.

Højt hævet

Peter fortalte kort om sagen, og hvor han nu befandt sig. – Er der kommet noget nyt i sagen, spurgte han. – Ja, svarede mesteren. Nu var han ikke så nervøs mere, han havde vænnet sig til det. Peter tog det jo også meget afslappet.

– Vi har fundet en efterladt cigaretpakke og papirstumper i den fundne bil, og har kigget gamle kendinge efter i sømmene, men det er kun teorier. Men vi er nu allerede langt fremme, fortsatte politimesteren.

– Vi ved at det er en forbryderbande vi næsten har haft fat i før, som vil være hævet over os andre almindelige mennesker, som tømmer banker, juvelerbutikker og tv- og radioforretninger over hele landet, Norge, Sverige og Finland. De bliver kaldt The Scandinavian Kings.

Man ved ikke hvad de bruger alle deres sager og penge til. Endvidere ved vi nu at de har taget en af norgesfærgerne fra Hirtshals til Norge.

Det var sjældent mesteren sagde så meget på en gang, så han havde brug for at puste ud. – De skal have mange tak for vores snak og held og lykke videre i efterforskningen, sagde Peter og slukkede båndoptageren. – Tror du det er godt nok, spurgte politimesteren, som var stor og halvdoven.

Peter nikkede, takkede og sagde: Jeg finder selv ud. Han var god til at se på personer, så han vidste at mesteren nødig ville rejse sig op mere end højst nødvendigt. Peter hørte lidt efter at han havde bedt om lidt kaffe. Da Peter kom hjem til sommerhuset, var kaffen klar, takket være Marie. Hun kendte jo ham.

Indblanding 

Senere lavede han lidt om stemningen på en strand, og sendte hele båndet til ”hans radio”. Han lavede først en kopi og sendte til den lokale radio i området. En hilsen fra en turistjournalist, skrev han.

– Var det ikke en god ide at gå ud at spise i aften, spurgte hun Peter. – Har vi råd, spurgte han. – Jaa, svarede Marie. Så om aftenen sad de og drak vin og fik de fineste – og halvdyre – fiskeretter. Peter sad og fortalte vittigheder, og hun snakkede om seriøse ting. Da de kom tilbage ved 21-tiden, mødte dem et frygteligt syn.

Mens de havde været væk, havde der været indbrud. Marie skyndte sig at ringe efter politiet. De finder ud af, at det er The Scandinavian Kings. De må have troet at Peter ”vidste for meget”.

Forsikringsselskabet ville kun dække skaderne, hvis røverisagen blev opklaret. Døren var brudt op, flere ting smidt på gulvet, mange ting smadret, blandt andet båndoptageren. – Hvad skal vi gøre, spurgte Marie rystet. – Først og fremmest skal jeg have fat i en ny båndoptager, og så vil jeg personligt være med til at fange de små tyve.

Nye spor 

Næste formiddag sad Peter atter engang oppe hos politimesteren, efter at have besøgt den lokale radioforretning. – Nye spor i sagen, spurgte han. Ja, nu havde man fundet ud af, at der var 90% chance for at den lokale lagerchef fra pakhusene var med i The Scandinavian Kings. Han er imidlertid forsvundet. Så nu skal Peter rigtig på opdagelse.

Da han er kommet hjem spørger han Marie, hvor man kan lede efter lagerchefen. – Hvad med et værtshus, en kro eller sådan noget. Et sted, hvor man kan gemme sig.

De næste fem dage gik med at finde frem til ham. Han ledte på flere værtshuse, hoteller og kroen. Han gik rigtig op i det. Fik brugt båndoptageren. Selvfølgelig var der også tid til sommerferie på standen med Marie. Endelig, den sjette dag, fandt han ham.

Fuglen i buret 

Det var på sømandskroen. Ejeren havde gået med til at gemme ham i et tagkammer. Ejeren bad Peter om ikke at sige til lagerchefen, at det var ham der havde sladret. Da han var på vej op til kammeret, hørte han støj derinde fra.

Et vindue blev åbnet. Han skyndte sig hen til døren. Den var låst. Men døren var gammel, så den var hurtigt sparket ind. Men – fuglen var fløjet.

I det samme lød der sirener nede fra vejen. Politiet var nået frem. Politimesteren kom op ad trappen til Peter. – Journalister er da også alle vegne, sagde han med et bredt grin. – Ja, han stak af. Ud af vinduet. – Ja, men vi har ham. The Scandinavian Kings-sagen er opklaret. Tak.

– Har jeg hjulpet med det, spurgte Peter forbavset. – Ja meget. Forsikringsselskabet dækker ødelæggelserne i sommerhuset, du får, tro det eller ej, en dusør på 50.000 kroner. The Scandinavian Kings er en dansk forbryderbande, som har bredt sig. De blev godt sure på hinanden, at de ikke fik flugtbilen skubbet i havnebassinet.

Mesteren blev ikke nær så rød i hovedet som han plejede. Denne sag havde haft en gavnlig virkning på ham. Han havde lært at snakke mere.