(Min første stil i 9. klasse, fra 1991)

Hej! Her er jeg så igen. Journalist Peter Jacobsen på virkelige eventyr. Jeg er i denne historie ikke på ferie, men udsendt journalist på arbejde, har min ”far”, forfatteren Lars, bestemt.

Jeg var af lokalradioen udsendt til Jugoslavien for at dække krisen og borgerkrigen, til lokalradioen. Nå ja, det var halvvejs min sommerferie, da jeg selv betalte halvdelen.

Lokalradioer har ikke for mange penge at gøre godt med, og især ikke i udlandet. Det er ikke uden grund at det hedder en lokalradio. Men da jeg alligevel havde krav på to ugers sommerferie, blev chefen og jeg enige om, at jeg tog til Jugoslavien – to fluer med et smæk.

De kunne jo så derhjemme sælge mine indslag videre, naturligvis med copyright på. Og på den måde kan der tjenes penge. Men journalistikken er i første række.

Rystelser

Jeg var placeret på et hotel i det sydlige Jugoslavien, da der her var mest stille. Her hørte man det meste om borgerkrigen i fjernsynet. Hvor meget der var propaganda er så en anden sag. Jeg havde lejet en bil, som jeg flittigt brugte, og kørte rundt i landet.

Sammenlagt havde jeg cirka tre timers råstof på kassettebånd, hvor jeg havde været der i fire dage. Jeg skulle være der i to uger. Men så skete det den femte dag jeg var der.

Det var tidligt på aftenen, da jeg så en film på jugoslavisk tv. Det begyndte at buldre i det fjerne, og pludselig rystede hele hotellet. Ruderne klirrede og en vase faldt ned på gulvet.

Pludselig afbrød man programmet i tv for at bringe en meddelelse. Jeg spidsede ørerne for det var nok endnu en gang en nyhed om borgerkrigen. Men nej, de meddelte: Et mindre jordskælv har netop fundet sted i byen Skorpje i det sydlige Jugoslavien. Der var også et jordskælv der i ’60’erne… Hov! Stop! Sagde han ikke ”i byen Skorpje”.

Faldende shampoo

Jamen det var jo her. Nå ja, selvfølgelig. Hvor havde jeg været dum. Det var selvfølgelig jordskælvet der gjorde at hotellet rystede! –Hvad sker der? Jeg synes hele hotellet er på den anden ende, lød det bag mig. Det var Jens Olsson, som var en min chef havde ”fundet”. Jeg havde brug for ham, da han var min tolk.

Det er ikke alle jugoslavere der kan engelsk, og jeg kan ikke ”jugoslavisk”. De snakker flere slags sprog her som serbisk, kroatisk med videre. Men min tolk Jens er næsten professor, da han ved meget om landet og kan flydende tale med alle indbyggerne.

Han havde lige været i bad og vidste ikke hvad der var sket. –Altså min hårshampoo faldt ned på gulvet, sagde han videre. Der har været et jordskælv her i byen. Værst gik det til i udkanten af byen, i boligkvarteret mod vest, forklarede jeg ham. Der var parabolantenne på værelset, så jeg havde slået over på Sky News, hvor de snakkede engelsk og det kan jeg bedre forstå end ”jugoslavisk”, og derfra havde jeg fået flere oplysninger. De havde nemlig også hurtgt fået nyheden med.

–Nå, sagde han overrasket. Det skal vi da ud og kigge på. – Ja, sagde jeg og tog min transportable båndoptager.

En byggeplads?

Det var et frygteligt syn der mødte os. Ja, det er nok Guds straf for at de kriges i Jugoslavien, tænkte jeg. Overalt på gaderne i kvarteret lå beton, som kun for en halv times tid siden havde været en del af et hus.

Det meste af kvarteret lignede en byggeplads, hvor man havde revet husene ned. Enkelte huse, eller noget af et hus, stod tilbage rank op i luften, og ligesom kiggede hånligt ned på de huse, der nu var knust beton.

Byggematerialer, ødelagte møbler, knust glas og vinduer lå imellem hinanden, mens de der havde boet i husene ledte i rodet efter deres mest personlige ejendele. De fleste var nu hjemløse.

I lyden fra redningsholdet, der nu var nået frem, reporterede jeg om situationen til båndoptageren. Det kunne jeg jo så sende hjem til radioen, hvis de var interesseret. Men det troede jeg da de var. Ved hjælp af Jens fik jeg interviewet nogle af beboerne og redningsfolkene.

En af beboerne, en ældre bedstefar, kunne stadig huske jordskælvet i ’60’erne. Da var det i den anden ende af byen. En mor, som ledte efter ejendele, havde også fundet et familiealbum. En havde læst en bog, en anden set tv, en anden vasket op, da det skete.

Redningsfolkene syntes det var skrækkeligt. De havde reddet 20 mennesker og en hund ud af ruinerne. Hvoraf fire af dem var døde og tolv var kvæstede. Jeg optog også nogle lydindtyk af den kaotiske stemning. Der gik to timer inden vi kom tilbage til hotellet, men så havde jeg også fået lavet noget journalistisk arbejde.

Flere rystelser

På hotellet, da vi hentede nøglen i receptionen, sagde de, at der var kommet en telefax-skrivelse til mig. Det var fra min chef. Han skrev om, hvad der var sket på hjemmefronten, og bad mig om, foruden at dække borgerkrigen, for også at dække nyhederne om jordskælvet. Nå, så har de hørt det derhjemme, sagde jeg til Jens, da vi gik op på hotelværelset.

De næste fem dage fulgte jeg spændt situationen omkring borgerkrigen og jordskælvet. Set fra journalistikkens side var det en succes for mig.

Man frygtede nu et jordskælv mere, og det var ikke uden grund. For da der var fire dage til vi skulle rejse hjem igen, skete det. Jens og jeg havde været på indkøb, hvor vi havde købt plader, suveniers og andre ting, og sørget for flybilletterne hjem. Vi skulle med tog og taxa til Athen i Grækenland. Efter to timers ventetid skulle vi flyve fra lufthavnen til Danmark.

På vejen tilbage til hotellet i den lejede bil, bulrede det pludselig og hele jorden rystede. Jeg skyndte mig at tænde for bilradioen. Mine anelser var rigtige.

Programmet i radioen blev straks afbrudt og det blev fortalt, at endnu et jordskælv havde ramt området, og det var i det område, som også havde jordskælv i ’60’erne. Og i det område ligge også de hotel vi boede på. Så kom speederen i bund!

Sammenstyrtet

Noget af hotellet lå i ruiner da vi kom. Vi skyndte os ind til receptionen, for at få nøglen til vores værelse. Det var ikke nødvendigt med en nøgle. Nå tænkte jeg, vores værelse lå åbenbart i ruiner.

Men jeg kom hurtigt på andre tanker da han sagde, at det ”bare” var døren der var væk. En hensyntagende gæst var brudt ind på alle værelser, for at se om der var nogle. Vi løb op på værelset, for at se hvad der var sket.

Ja, døren så nu ikke for godt ud. Nå, turister skal åbenbart ikke straffes, for det var den anden ende af bygningen som var styrtet sammen. Vi skyndte os ud i byen igen for at se omfanget af skaderne. Jeg tog naturligvis båndoptageren med.

Det var et mindre jordskælv denne gang, men skaderne var store nok. Den kostede denne gang cirka fem menneskeliv. På hotellet fik vi et andet værelse, hvor der i forvejen ingen var, og fulgte oprydningsarbejdet.

Vi tilbød at hjælpe lidt til, men det ville de ikke høre tale om. I hvert fald ikke i første omgang. Vi var jo turisterne, men da vi spurgte næste dag, kunne vi godt få lov at lave lidt. Det blev dog ikke til så meget.

Dagen efter skulle vi gøre klar til at rejse. Under opholdet havde jeg sendt bånd hjem til radioen, kronikker og kommentarer til aviser, og kort til familien, og nu da jeg kom hjem, havde jeg endnu mere til radioen.

Unioner

Jeg kunne forstå på folk dernede, at der er uro. Borgerkrigen i Jugoslavien er blusset lidt mere op, og samtidig sker der også noget i Sovjetunionen. Hvis man da kan kalde det en union mere! Jamen, er verden da ved at gå under?

Nå ja, naturkatastrofer kan man jo ikke gøre noget ved. Det er jo bare naturens måde, at udtynde i befolkningen. Men kriser og krig og fjendskab er jo menneskeskabte og det kan man muligvis gøre noget ved. Men det der sker i Jugoslavien og Sovjet – og de baltiske lande – kan jo sætte et spørgsmålstegn ved EF’s union.

Det er jo meningen at landene indenfor EF skal være en union – en føderation ligsom Sovjetunionen. Men er det godt at opgive sin nationalitet? Bliver det bedre af, at få den politiske magt flyttet længere væk – end København?

Ja, mens vores udenrigsminister hjælper de baltiske lande ud af en union, fører han Danmark ind i en anden union: Europas Forenede Stater. Det er det der nu er målet med EF.

Hvis den nye Romtraktat bliver vedtaget bliver vi efterhånden en delstat. Så det er da sådan set et dårligt eksempel for EF, at to unioner – Jugoslavien og Sovjet – nu er på vej til at blive opløst.

Amerikas Forenede Stater – USA – er ikke på vej til at blive opløst, men der har hver delstat også meget at skulle have sagt. Delstaterne i Europas Forenede Stater vil ikke få så meget at sige, ifølge forslaget til den nye Romtraktat. Men hvad er bedst? En romtraktat og EF-direktiver eller en grundlov og andre love? Hvem ved?

Nå, nu er jeg jo gået hen og blevet helt politisk, men jeg har det heller ikke for godt! Ha-ha! Nå, men min chef har rost mit journalistiske arbejde fra Jugoslavien og radioen har tjent nogle penge på at sælge nogle af mine indslag.

Men der går rygter her på radioen. Radiochefen vil gå på pension og han vil have mig til at overtage jobbet hvis jeg vil.

Men jeg kan ikke mærke noget på ham. Vi for se! Men jeg vil da godt tage imod tilbuddet. Jeg kan godt lide at lede og organisere, men der er også ulemper. Økonomien på radioen er ikke for god, men vi kan overleve. Og noget andet er, at jeg får jo så ikke tid til så meget journalistisk arbejde. Men vi må se hvordan det går. Der er fordele og ulemper ved alt – selv livet og jordens eksistens!