Af Lars Hoffmeyer Novrup. Bragt i Internetavisen Flix.dk
Se her: https://da.wikipedia.org/wiki/Flix.dk
Væltede træer i modsatte side af vejen og en kraftig blæst. Sådan var det at køre fra Engesvang ved Silkeborg til Randers lørdag eftermiddag. I mange af de mindre byer vi kørte igennem var der strømsvigt. Det eneste der lyste op, var stearinlys i vinduerne. Fra Viborg og mod Randers havde vi vinden i ryggen og oplevede ikke store problemer med trafikken. Jeg havde været til en 10 års fødselsdag og skulle hjem til min et-årige søn i Aalborg, som jeg har hver anden søndag formiddag. Politiet havde ellers frarådet at man kørte ud, og jeg nåede da heller ikke længere end til Randers.
Jeg havde fået et lift, af en anden der havde været til fødselsdag. I Randers kunne jeg så tage toget resten af vejen. På stationen, hvor lyset blinkede en gang i mellem, sagde de at toget til Aalborg var blevet stoppet lige nord for Århus, da der lå et træ på skinnerne. En beredskabsmand var ellers kaldt på arbejde og skulle have været med toget. Damen i togkiosken ringede efter en taxa, men de ville i dagens anledning ikke køre uden for byen. Lidt efter kunne hun se på sin skærm, at togene helt ville stoppe med at køre og de ventende måtte ud og se efter hotelværelser.
Den anden fødselsdagsgæst og hendes mand vendte tilbage til stationen og mens blæsten stilnede en smule af, så vi billeder i fjernsynet fra resten af landet. Vi blev sultne og ville på McDonalds, sammen med et par af deres venner. Men først et tur på stationen, da vi kunne se på DSB’s hjemmeside, at togene kørte som normalt, men med store forsinkelser, ligesom det også stod på skærmene på stationen. Det passede bare ikke, da dem der skulle opdatere disse oplysninger ikke havde strøm. Det meste af Rold Skov skulle efter sigende ligge på togskinnerne.
Hos McDonalds var lyset slukket. Alle de ansatte var gået hjem. Så vi tog et smut i gågaden, hvor restauranter og pizzeriaer havde ganske få kunder. En port var blæst ind og der lå smadrede tagsten flere steder. På en gade måtte vi vende bilen, da et træ der lå på tværs hen over en bil, var ved at blive savet over. Biografen var velbesøgt, men det var jo også en lørdag aften. Og det var en god film.
Næste formiddag var der stadig træer på togskinnerne, så jeg fik et lift helt hjem. På vejen kom vi forbi væltede træer af forskellige arter og i forskellige størrelser. Der var væltede flagstænger og drivhuse, der manglede ruder samt flere lader og gårde manglede tagplader. Et par lader var faldet helt sammen, og huse havde fået blæst gavlen ind. Et hus manglende halvdelen af taget, samt den ene gavl, så der var direkte adgang ind i stuen ovenfra. Ved Rold stod alle træerne stadig, set fra vejen i hvert fald. Min søn, ja ham må jeg så være sammen med en anden dag.